blahh..

Farvel Mr. Bush – og tak

Siden jeg for godt nogle år siden begyndte at ulejlige mine kontakter med kommentarer, har jeg holdt fast i, at politiske emner ikke skulle på dagsordenen. Det gør jeg stadig, men alligevel bliver jeg nødt til at bruge den afgåede præsident som et eksempel på, hvad dårlig ledelse kan gøre for en nation. Og hvad er det så, Mr. Bush har efterladt os?

Først og fremmest var han den der iværksatte – eller lod sine dårlige rådgivere iværksætte - krigen i Irak. Argumenter om, at der bestod en højlatent trussel om brug af masseødelæggelsesvåben fra irakisk side suppleret med påstande om, at Irak stod bag 11. september angrebet, er begge storslåede eksempler på politisk bedrag. I god tid – det vil sige, inden der forelå kendsgerninger - fik han oven i købet sine gode venner Mr. Blair, Mr. Fogh og andre tilhængere til at love, at de ville støtte USA i konflikten – et løfte, hvis opfyldelse på fornemste vis har knyttet Danmarks navn sammen med USA i verdens bevidsthed. Den rent økonomiske pris for USA's deltagelse i Irakkrigen, vil ifølge økonomen Josefh Stiglitz for USA's vedkommende løbe op i 3 trillioner USD – altså et beløb, der spiller sin helt egen rolle i det økonomiske kaos, som USA befinder sig i. Som bekendt lykkedes det ikke at lade Irak betale for krigen med sin egen olie!!!!!

Hvad angår tab af menneskeliv, løber dette for USA's vedkommende forløbig op i 4.000 – et antal der sammenlignet med at ca. 200.000 mennesker i de samme seks år er blevet dræbt af de skydevåben, der opbevares og bruges meget flittigt i USA's husholdninger, virker meget beskedent. Til gengæld har irakerne betalt med flere hundrede tusinde menneskeliv. Iflg. et studie af Gilbert Burnham, der blev konkluderet i 2006 var tabene af menneskeliv på irakisk side da på 650.000 plus/minus et par hundrede tusinde. Tallet er naturligvis steget støt siden da.

Hvad angår den økonomiske situation har Mr. Bush fra begyndelsen satset hårdt på at give skattelettelser til de velstillede samtidig med, at han konsekvent har negligeret underskuddet på statsfinanserne (underskuddet vil i år andrage uforståelige beløb – antagelig på den forkerte side af 800 mia. USD). I fortsættelse af disse undladelsessynder har han udnævnt Ben Bernanke til nationalbankdirektør – en person, der efter eget udsagn er langt mindre fokuseret på inflation end på beskæftigelse. Det er et synspunkt, der bliver brug for i stigende grad, idet nationalbanken nu i ren desparation opkøber statsobligationer fra sin egen regering!!

Under alle omstændigheder har præsidenten og regeringen undladt at tage reelt økonomisk førerskab i verden på et tidspunkt, hvor muligheden fandtes, og hvor situationen efterspurgte det. I samme periode har der udviklet sig en opsigtvækkende mangel på regulering af det finansielle system, der muliggjorde subprimekrisen og dens følger, som vi alle mærker.

Endelig vil jeg til sidst komme ind på, hvordan præsidenten har udviklet metoder, der har muliggjort, at han både hylder USA's forfatning og samtidig indfanger personer, der holdes indespærret i 7 – 8 år uden rettergang og dom. De endnu mindre heldige bliver bortført og fløjet rundt til forskellige diktaturstater for at blive tortureret, inden de enten frigives eller indespærres på ubestemt tid et ukendt sted. Til denne model kræves blot, at man har en base i et land, hvor ens egen grundlov ikke gælder og samtidig er på god fod med stater, hvor de basale menneskerettigheder er lige så fjerne og teoretiske, som livet i Beverly Hills 90210 er for de fleste af os.

For god ordens skyld vil jeg udtrykke ønsket om, at ovenstående adfærd har skabt/vil skabe en modreaktion, snarere end at andre får lyst til at benytte sig af de samme metoder.
For klarheds skyld: Takken i overskriften rettes mere mod Mr. Bush’ afgang end hans gerninger i embedsperioden.

ADC/23.01.2009

Diskussion af Gilbert Burnhams survey: http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/discussion/2006/10/18/DI2006101801279.html

Antallet af skuddræbte i USA: http: //www.bmj.com/cgi/content/extract/318/7192/1160

Turisternes og arbejdskraftens frie bevægelighed

I tidligere kommentarer har jeg beskæftiget mig med internationaliseringens udvikling set fra især de jyske motorveje. Nu er tiden kommet til, at jeg vil dele ud af mine observationer fra skiområder i Dolomitterne, hvor jeg i en årrække er kommet regelmæssigt på besøg og derfor kan notere mig udviklingen år for år.

Dette års ophold var bemærkelsesværdigt i lyset af finanskrisen og valutakursudviklingen, men også set fra en internationaliseringssynsvinkel. Lad os begynde med turisterne. Traditionelt ville denne gruppe for nogle få år siden være sammensat af hovedsageligt vesteuropæiske besøgende med vægten lagt på tyskere, italienere, hollændere, nogle få skandinaver og en ikke ubetydelig del amerikanere dels fra USA og dels fra Canada. I fjor blev dette billede forrykket en anelse, idet gæster fra de baltiske lande og Polen erstattede amerikanerne. I år var ændringen total: Ikke alene var antallet af vesteuropæere reduceret, især hvad angår hollændere og tyskere, men antallet af østeuropæere er nærmest eksploderet, idet russerne nu tegner sig for en meget stor andel. En diskret optælling på en af de mere tiltalende restauranter viste, at halvdelen af gæsterne var russere – et billede der gik igen på pisterne.

Hvad angår personalet på de talrige resauranter, var der sket et dramatisk skifte fra i fjor. De løsarbejdere, der traditionelt har været indkaldt fra Italiens mere tyndt befolkede områder, er nu erstattet af arbejdskraft fra Balkanlandene og Polen.

Konklusionen er således, at internationaliseringen virker i praksis: Unge mennesker i Østeuropæiske lande pakker kufferten og drager til Vesteuropa for at tjene til dagen og vejen, og den mere velstillede gruppe af disse landes befolkninger tager til Vesturopa for bruge nogle af de penge, de har tjent igennem opsvinget i de tidligere østbloklande og måske endda ved at producere varer til Vesteueropæiske forbrugere.

Igen tegner sig det samme billede: Det forhold, at antallet af lande i verden er forøget med ca. 50, nemlig fra ca.145 til ca.195 siden jeg var helt ung og gik i korte bukser, har ingen praktisk betydning. Faktisk betyder grænser mindre og mindre dag for dag, og det betragter jeg som et fremskridt – både økonomisk og kulturelt.

ADC/23.01.2009

Når kunden bestemmer – eller gerne vil gøre det...

Der er mange eksempler på, at en producent af slutprodukter vokser og udvikler sig sammen med én eller nogle få leverandører. Der kan være tale om leverandører, der udvikler og producerer komponenter, der indgår i færdigvaren, eller der kan være tale om leverandører, der udvikler og fremstiller produktionsudstyr, der benyttes i fremstillingsprocessen eller udfører vigtige hjælpefunktioner i forbindelse med fremstillingen.

Et sådant samarbejde grundlægges typisk ved, at producenten af færdigvaren er travlt optaget af vigtigere ting end at lave komponenter eller produktionsudstyr, nemlig at udvikle et produkt, der modsvarer markedets krav, og få det solgt og leveret. Han søger og vælger derfor en underleverandør, som besidder nogle af de færdigheder, der kræves for at løse opgaven. Fra det tidspunkt udvikler forholdet sig typisk på den måde, at kunden specificerer nogle funktioner, som leverandøren opfinder løsninger på og prisen aftales, så begge parter kan trives med den. Dette forløb kræver naturligvis, at leverandøren investerer i en styrket organisation, bedre produktionsudstyr, større kapacitet og et styrket finansielt beredskab.

Efter nogen tid sker det underiden, at underleverandøren er blevet så dygtig, at han selv fremkommer med forslag til forbedringer, hvad enten det drejer sig om lavere priser, bedre ydelse eller mere funktionalitet. Disse forbedringer implementeres løbende og begge parter har fordel af denne udvikling. Så vidt, så godt.

Ifølge sagens natur vil kunden i dette forhold komme til at fylde mere og mere i leverandørens forretning, hvilket betyder, at leverandørens forretning i et vist omfang følger kundens udsving i efterspørgsel, hvad enten disse skyldes almindelige sæsonudsving eller mere dramatiske ændringer i markedet. Hvis man deler seng med en elefant, skal man som bekendt passe på, når den vender sig!

På et tidspunkt kan det være, at kundens konkurrenter får øje på denne leverandørs færdigheder (eller omvendt), og leverandøren ser her en mulighed for at mindske sin afhængighed af kunden og måske samtidig øge sin forretnings værdi ved at betjene flere kunder i samme segment. Flere kunder med nye udfordringer kunne også tænkes at gøre leverandøren dygtigere såvel teknisk som kommercielt.

Her er det så, at visse kunder griber til en såkaldt kammeratlig samtale med leverandøren. En samtale, der kan have lidt forskellig forløb og indpakning, Men hvor indholdet er, at da det vi (kunden) har æren for, at det er gået dig så godt, skal du afstå fra at handle med vores konkurrenter. Ellers kan du se frem til en stærkt reduceret handel med os i fremtiden.
Samtalen sluttes altid af med en understregning af, at der naturligvis ikke er tale om en trussel, men blot en meningsudveksling......

For leverandørens vedkommende er det naturligvis blodigt alvor: Han kan måske miste en meget stor del af sin omsætning, og hans før så trofaste kunde kan hjælpe en leverandør fra anden division op i superligaen i løbet af nogle år. Hans forsikringer om, at han ikke har planer om at lade informationer flyde på tværs imellem sine kunder preller helt af på kunden.

Her finder jeg det belejligt at citere en af mine – meget – tidligere kolleger, der sagde: ”Christensen, De skal aldrig forhandle med en person, som holder en ladt pistol imod Deres bryst.”

Der findes ingen nemme løsninger på dette dilemma, som leverandøren befinder sig i, men hvis han retter sig efter henstillingen, er det ikke svært at se, hvordan han efterhånden vil komme til at befinde sig i en endnu vanskeligere situation. Blandt andet fordi han ikke er konkurrencedygtig i det lange løb.

Heldigvis findes der også kunder, som har gennemtænkt disse situationer på forhånd. Det betyder, at de beskytter deres egne opfindelser med patenter og beder leverandøren beskytte sine på samme måde. Herefter står det leverandøren frit til at udvikle sin virksomhed – også ved at handle med kundens konkurrenter. Faktisk opfordrer de leverandøren til at gøre netop det, simpelthen for at få prisen så langt ned som muligt.

ADC, 1. marts 2008

Internationalisering på jysk

For de af os, der husker 3 – 4 år tilbage, står det lysende klart i erindringen, hvor stor frygten var for, at de fleste danske jobs ville blive eksporteret til Østeuropa eller Asien, med det resultat, at arbejdsløsheden i Danmark ville stige til hidtil ukendte højder. Hvis man på det tidspunkt dristede sig til at foreslå, at østeuropæiske arbejdere skulle gives adgang til det danske arbejdsmarked som et alternativ til udflytning af hele virksomheder, blev man betragtet med ikke bare skepsis, men ens åndsevner blev klart vurderet til at ligge pænt under gennemsnittet. Jeg har foreslået det på et møde arrangeret af DI i Kolding og begejstringen var til at overskue – først og fremmest fordi, det blev anset for umuligt at gennemføre.

Nu er det så faldet i min lod at færdes en del på de overfyldte danske motorveje – mest i Jylland, men også på Fyn og Sjælland og det giver anledning til at mærke internationaliseringen på nært hold. Kører man en søndag aften fra lufthavnen i Hamborg til Vejle er det umuligt at overse det meget store antal biler med tyske og polske nummerplader, der propfyldte med unge mænd i den arbejdsduelige alder bevæger sig mod Danmark og videre ad den Østjyske motorvej. Kører man videre mandag morgen kan det samme fænomen iagttages helt op i Nordjylland til så fjerne steder (set fra Polen, mener jeg) som Hjørring og Hirtshals. Kroer, vandrehjem og beboelsesvogne huser disse nomader ugen igennem, inden de en fredag sætter kursen tilbage mod Tyskland og Polen. Og arbejdsløsheden i Danmark er historisk lav.

Nu er en biltur fra Hamborg til Vejle jo vanskelig at definere som en fornøjelse, men synet af disse arbejdsglade udlændinge giver dog anledning til en vis optimisme. Optimisme for det europæiske samarbejde, for den danske konkurrencekraft og et vist håb om, at både arbejdsgivernes og arbejdstagernes organisationer ved selvsyn kan få den erfaring, at det er bedre med nogle få udenlandske arbejdere i virksomheden end at hele virksomheden flyttes til udlandet. Der er nu vedholdende rygter om, at det er blevet sværere at finde kvalificerede håndværkere i Polen – og det skal jo nok passe, men det er godt nok svært at forestille sig, at lille Danmark skulle kunne tage æren for den udvikling helt alene.

Således går internationaliseringen sin gang – helt upåvirket af, at regeringen forsøger at sætte imaginære skattehegn op omkring vores lille velfungerende land. Folk får serviceret biler i Tyskland og køber brugte biler samme sted, tænderne ordnes i Spanien eller Sverige et cetera. Senest har vi erfaret, at folk fra Madrid tager på forlænget weekend i Billund dels fordi det er billigt dels fordi de er nysgerrrige. Men den ultimativt stærkeste oplevelse var i forrige uge, hvor jeg så en turistbus fra Vladivostok mellem Hobro og Ålborg! Så kan det ikke blive tydeligere:

Uanset hvordan politikerne ter sig og uanset, om vi senere igen vil vælge at indgå i det europæiske fællesskab på nogle tøvende, forbeholdne betingelser, vil denne udvikling fortsætte og det kan et højtudviklet samfund som det danske da kun være godt tjent med. Mon ikke vi skulle tage og stemme for indførelse af den fælles mønt i EU, hvis vi får chancen igen?

ADC, 3. februar 2007

Styring af arbejdskapital i producerende virksomheder

Lad mig begynde med en lidt provokerende påstand: Til trods for arbejdskapitalens betydning for virksomhedens pengestrømme, kapitalstruktur, risikostyring og værdisætning er der sjældent udnævnt en person, der har ansvaret for arbejdskapitalens udvikling – ansvaret deles ofte af en direktør i forening med nogle funktionschefer med det resultat, at arbejdskapitalen opsluger flere af aktionærernes penge (eller bankens), end hvad der strengt taget er nødvendigt.

Lad os definere nettoarbejdskapital som den pengebinding, der knytter sig til råvarelagre, komponentlagre, varer i arbejde og kreditgivning til kunderne minus leverandørgæld og forudbetaling fra kunder.

Ovenstående definition hjælper os til at forstå, at mange har indflydelse på nettoarbejdskapitalens udvikling:

Salgsafdelingen, som indgår aftaler med kunder omkring betalingsbetingelser.
Konstruktionsafdelingen, som benytter et utal af råvarer og eksotiske komponenter, og som ofte bestemmer færdiggørelsesgraden af nye produkter.
Indkøbsafdelingen, som indgår aftaler med leverandører omkring betalingsbetingelser.
Produktionen, som i form af styringskoncept og planlægningsprincipper har afgørende indflydelse på værdien af varer i arbejde.
Økonomiafdelingen, som fakturerer og følger op over for virksomhedens debitorer.
Hertil kommer, at eventuelle kvalitetsproblemer uvægerligt vil få pengebindingen til at vokse.

Det falder uden for rammerne af denne artikel at give detaljerede råd om, hvordan man kan reducere sin arbejdskapital og derved tilvejebringe meget store beløb, der kan anvendes til øget konkurrencekraft eller blot til slankning af balancen. Til gengæld drister jeg mig til at give et organisatorisk bud på, hvordan disse gevinster kan opnås.

Nedsæt en styregruppe med direktøren som medlem.
Dan en projektgruppe med medlemmer i ovennævnte afdelinger og med en kyndig leder.
Registrer status på de enkelte del-elementer.
Undervis organisationen.
Find egnede metoder og værktøjer.
Registrer udviklingen.
Korrigér, hvis det er nødvendigt.

Det gennemgående tema er, at hvis man ikke forandrer de enkelte delprocesser ved grundig bearbejdning, vil heller ikke det endelige resultat blive forbedret. Hvis man gør, som man plejer, får man det resultat, man plejer at få.

Til gengæld venter der store gevinster forude, hvis man tør give sig i kast med opgaven. Forestil dig blot, hvis du kunne reducere din virksomheds arbejdskapital med en fjerdel, hvilket ofte er meget realistisk.

Et eksempel, vi alle kender: Vestas. Indtil 2005-regnskabet var arbejdskapitalen typisk 35–40 % af omsætningen, mens den ved udgangen af 2005 var ca. 15 %. Når man sælger for ca. 25 mia. kr., er der altså tale om en forbedring, der har betydning for virksomhedens overlevelse og ikke mindst for værdien af selskabet; Selvom Vestas endnu ikke har bevist sin evne til at tjene penge, er kursen steget med raketagtig fart!

Skulle du ønske at diskutere dette emne for din virksomhed, er du velkommen til at ringe eller maile til mig.

18. oktober 2006, ADC

Hvordan mon Kinas behov for olie vil påvirke forholdet til USA?

Efterhånden er det gået op for de fleste, at afhængigheden af olie ikke bare udgør en forretningsmæssig og samfundsøkonomisk udfordring, men også kan udvikle sig til en sikkerhedspolitisk trussel.

Selv USAs præsident, Georg W. Bush, har sagt: ”addiction to oil is a matter of national security concerns. Some of the nations we rely on for oil have unstable governments, or agendas that are hostile to the United States. These countries know we need their oil, and that reduces our influence, our ability to keep peace in some areas.”

Kina er i dag verdens tredjestørste forbruger af olie og 45 % af disse leverancer kommer fra Det Mellemste Østen – heraf ca. 17 % fra Saudi Arabien. Kina har desuden investeret heftigt i lande som Sudan (8 mia. USD) og Iran (70 mia. USD) og disse to lande leverer nu til sammen ca. 11 % af Kinas oliebehov.

Takket være den industrielle og økonomiske udvikling i Kina forventer det Internationale Energiagentur, at Kinas olieimport vil stige fra 1,7 mio. tønder om dagen i 2002 til 11 mio. tønder om dagen i 2030. Med andre ord en stigning, der svarer til Saudi Arabiens nuværende produktionskapacitet. Energiagenturet forudser endvidere, at Kina allerede i 2015 vil få 70 % af sin olie fra det mellemste østen.

Nu er det jo ikke nemt at vide, hvordan de kinesiske ledere agter at skaffe sig adgang til sådanne mængder. Men hidtil ser det ud til, at de benytter den metode, som USA har brugt i årevis: Man støtter udemokratiske regimer med økonomisk og især militær hjælp, så disse regimer kan holde sig ved magten. Hertil kommer, at Kina også holder hånden over Sudan og Iran i FNs sikkerhedsråd i sager, hvor trues med sanktioner og evt. militær indgriben mod disse ”problemstater”.

Hovedparten af Kinas olieimport transporteres igennem Malaccastrædet, som de facto kontrolleres af USA. Det opfattes klart som et problem i Kina, som derfor må forventes dels at opruste sin flåde dels at investere i andre transportformer i de kommende år – typisk landtransport/pipelines gennem tidligere sovjetstater eller Pakistan, hvor Kina har finansieret en ny dybvandshavn i Gwadar.

Konklusionen er altså, at vi ikke er langt fra en situation, hvor et angreb på en af disse ”problemstater”, som det hedder i Washington, vil kunne ses som et angreb på Kinas vitale interesser. Og skulle den sunde fornuft vise sig at få overtaget, så væbnet konflikt undgås, må vi i det mindste forvente stærkt stigende oliepriser i årene der kommer.

ADC, 8.08.2006

Ledelse af danskejede forretningsenheder i udlandet

I en tid, hvor flere og flere virksomheder etablerer salgskontorer eller produktion i udlandet, træffes der således hyppigt beslutning om, hvorvidt den øverste chef i disse afdelinger skal være dansk eller af den ”lokale” nationalitet. I det følgende vil jeg beskæftige mig med fordele og ulemper ved disse to løsninger – derimod ikke med, hvilken der er bedst, for det er tydeligt, at begge løsninger kan fungere aldeles udmærket.

Hvis man vælger at udstationere en dansker, er det klart, at kommunikationen mellem den udsendte og moderselskabet er relativt problemfri. Måske lidt for problemfri, idet en dansker vil være tilbøjelig til at se igennem fingre med manglende eller ukomplette oversættelser af følgesedler og fakturaer, styklister, tegninger og lignende.

Til gengæld må vi antage, at der mellem den danske chef og de lokale funktionschefer og medarbejdere findes en kommunikations- og kulturkløft, hvis dybde og bredde afhænger af, i hvilket land forretningsenheden befinder sig. Den udstationeredes livsstil kan til tider vække mere undren end respekt, hvis chefen i alt for høj grad kompenseres – eller kompenserer sig selv - for de savn, udstationeringen medfører. Under alle omstændigheder vil det være klart, at for de lokale medarbejdere, at en udstationering sandsynligvis er af midlertidig karakter og næppe en langvarig løsning.

Til gengæld vil en dansker ofte være en stærk bærer af den kultur og de værdier, som virksomheden gerne vil kendes for i det udenlandske. Han vil ofte have relativt nemt ved at knytte kontakt til de internationale kunder, der skal betjenes fra udlandet, mens han måske vil have sværere ved at skabe de samme tætte relationer til nye kunder i det land, hvor forretningsenheden ligger.

At ansætte en udlænding til at lede den udenlandske enhed tager naturligvis længere tid og kræver en større indsats end at sende en dansker, der allerede arbejder i virksomheden. Allerede i rekrutteringsprocessen bør man lede efter en person, som deler de værdier, selskabet vil være kendt for i det fremmede.

Denne løsning vil naturligvis placere kulturkløften mellem moderselskabet og den lokale direktør: Han vil næppe være så tolerant over for fejl fra moderselskabet og kommunikationen er vanskeligere – meget vanskeligere. Til gengæld kan han straks og på langt sigt fungere som leder for funktionschefer og medarbejdere, idet han forstår kulturen og sproget fuldstændig perfekt. Han må naturligvis uddannes hos moderselskabet for at lære virksomheden, dens produkter og kunder at kende. Men han vil ofte have en fordel, når det drejer sig om at skaffe nye kunder i det pågældende land og kommunikationen til de offentlige myndigheder glider måske en anelse bedre.

Hvad angår omkostningsniveauet ved de to løsninger, vil det oftest være langt billigere at etablere en lokal ledelse: Der er som bekendt få lande, hvor arbejdskraft er dyrere end i Danmark. Desuden er det selvsagt dyrere til stadighed at have folk udstationeret en at betale en lokal leder den gage, der sømmer sig på stedet.

Til slut vil jeg nævne muligheden for, at udenlandske ledere kan tilføre det samlede lederteam nye færdigheder og synspunkter. Selv om det for mange danskere er en meget usandsynlig hypotese, kan vi da tænke tanken blot for udfordringens skyld! Mange professionelle ledere i udlandet har arbejdet for store, nationale eller internationale virksomheder og i den forbindelse medvirket til løsning at forskelligartede problemer – måske en lille del af disse erfaringer kan komme selv en dansk virksomhed til gode.......

ADC, 11. juni 2006

Tilbagetrækningsalder – et spørgsmål om motivation

Gennem de seneste par år er det gang på gang blevet fremhævet, at en af de vigtigste forudsætninger, for at ”den danske velfærd” kan bevares, er, at vi danskere forlader arbejdsmarkedet senere, end det i dag er tilfældet. Der er også nævnt en række andre forhold, som ville trække i samme retning, nemlig at indvandrerne i højere grad kommer i arbejde, og at studerende hurtigere kommer i gang med en erhvervskarriere, men i dette indlæg beskæftiger jeg mig udelukkende med en potentielt højere tilbagetrækningsalder.

Nu er jeg faktisk ikke helt klar over, hvor argumentet om senere tilbagetrækning opstod, men i hvert fald er det blevet fremført af både DI og finansministeren på et meget tidligt tidspunkt, og det er da også soleklart, at hvis vi bliver på arbejdsmarkedet, til vi er sidst i tresserne, vil det tjene både DI’s og finansministerens interesser ganske intensivt i form af en større arbejdsstyrke og større skatteindbetalinger.

I den forbindelse er det værd at bemærke, at man fra disse autoriteters side oftest har gjort sig til talsmand for det synspunkt, at hvis blot efterlønnen forsvandt, så ville folk helt af sig selv blive på arbejdsmarkedet nogle år yderligere. Det er - efter min mening - imidlertid meget usikkert.

Alt tyder jo som bekendt på, at penge befinder sig meget langt nede på listen over motivations-faktorer; typisk på sjette- eller syvendepladsen. Nej, det er mere et spørgsmål om, hvorvidt arbejdspladsen giver os muligheder for faglig og personlig udvikling, der tæller. Dertil kommer, at fornemmelsen af at indgå i et team af gode kolleger, som opnår anerkendelse for det, de gør, er uendelig vigtig for de fleste. Endelig er det en forudsætning, at man har en nogenlunde fornuftig chef, hvis man skal have lyst til at møde op på jobbet med lyst sind.

Ovenstående er jo forhold, der bør ligge lige til højrebenet for DI, men alligevel fokuserer man på efterlønnen, men det kan jo ændre sig hen ad vejen - medmindre det er efterlønnen, der er målet, og ikke tilbagetrækningsalderen.

Hvad angår det med pengene, så må vi nok indstille os på, at flere og flere mennesker vil være i stand til at spare op til en lidt tidligere selvpensionering. Den mulighed støttes af, at friværdier i boliger ofte er betydelige, og at manglende lyst til at efterlade en formue til børnene er en tendens, der bliver tydeligere og tydeligere.

Andre grupper af mennesker vil simpelthen kunne justere livsstilen, så de undgår fordummende arbejde, kolleger, der mobber, eller chefer, der ikke er opgaven voksen. Faktisk er en af de erkendelser, der kommer til os som midaldrende, at lykken ikke findes på charterrejser eller i store huse, men i nærhed og menneskelige relationer – forhold, som ikke kræver lønindtægter, til man er sidst i tresserne.

Til gengæld: Hvis arbejdspladsen kan give os meningsfulde job, gode kolleger og nogenlunde fornuftige chefer, vil vi arbejde så længe, vi orker det. Og det vil oven i købet berige vores tilværelse i flere dimensioner.

God arbejdslyst!

ADC, 18. april 2006

Ikke et ord om Muhammed-tegningerne!

Nu er der jo snart sagt ikke flere tilbage i Danmark, som mangler at ytre sig om ovennævnte sag, men jeg modstår fristelsen – i hvert fald hvad angår indholdet. Derimod synes jeg, at processen ikke bare rummer betydelige elementer af underholdning, men den repræsenterer også væsentlige elementer til forståelse af den særlige, danske egenart og adfærd, når det gælder internationale og tværkulturelle spørgsmål. Måske er der noget, vi kan lære i forretningslivet af den her proces?

Lad os starte med Jyllands-Posten – en avis, jeg har læst i mere end 25 år (ganske vist i lange perioder, fordi den var gratis for mig, men alligevel). Det er da muligt, at avisen i de 25 år har været i tvivl om et eller andet, men i så fald husker jeg det ikke. Faktisk har dens redaktører fra udsigtpunktet på Ravnsbjerg Bakke i Viby J ytret sig om så at sige alt – uden at ryste på hånden, vel at mærke. Det er avisen jo som regel sluppet godt fra, og det har nok bestyrket dens ledelse i den opfattelse, at den altid har ret.

Og det er måske baggrunden for, at man besluttede sig for at bringe noget, man vidste – eller burde have vidst – ville støde nogle hundrede millioner mennesker på manchetterne verden over.

Hvad statsministeren angår, blev han åbenbart kontaktet af en halv snes ambassadører, der var så formastelige at forlange en undskyldning for JP’s taktløshed eller måske ligefrem, at JP blev banket på plads af regeringen. Statsministeren afviste at mødes med disse diplomater i ytringsfrihedens hellige navn. Skal vi lade den stå et øjeblik: Fordi modparten forlanger noget, som er urimeligt eller umuligt, vil vi ikke mødes med ham.... (Det er jo ikke et princip, vi hylder i forretningslivet, men politik må være anderledes, helt anderledes). Den blev vist ikke godt modtaget hjemme ved vandpiben og de ægte tæpper. Statsministeren forklarede sit synspunkt, men det hjalp ikke rigtigt. Så forklarede udenrigministeren det, og så forklarede statsministeren sig igen – og igen – og igen. Jeg synes, han forklarede sig godt.

Men hvis han havde brugt bare en brøkdel af den energi, han brugte på at forklare, på i stedet at forstå modpartens præmisser, ville det nok have været væsentligt nemmere at være dansker i udlandet de næste få år. Og det er vel ikke ukarakteristisk for os danskere: Hvis modparten ikke forstår vores pointe, forklarer vi den igen – og igen...... Som modpart føler man sig da ikke bare misforstået, men også nedvurderet og ringeagtet. Og det fremmer sjældent dialogen, har jeg bemærket.

For at gøre det hele komplet, har man (avisen og statsministeren) besluttet sig for, at man ikke har begået fejl. I hvert fald i forhold til ytringsfriheden! Om man har dummet sig i forhold til almenmenneskelige relationer, det er en helt anden sag – og den taler vi helst ikke om.

28.02.2006, ADC

Bonusser, gyldne faldskærme, etc.

Nu er den gal igen: Hvis salget af TDC gennemføres som planlagt, vil selskabets direktion modtage en bonus af ikke ubetydeligt omfang. Det giver – som i andre tilfælde – anledning til, at journalister og andet godtfolk udtrykker tvivl om direktionens motiver; thi hvem kan være upåvirket af så store summer? Når jeg siger store, mener jeg naturligvis ikke store i forhold til den samlede transaktion, men store i forhold til, hvad almindelige dødelige kan tjene på et slidsomt årti eller to. Heldigvis er det ikke køber, der belønner ledelsen i det sælgende selskab, men sælger.

Og heri ligger netop den rimelige forklaring: at aktionærerne i det sælgende selskab repræsenteret ved bestyrelsen har truffet en aftale med den daglige ledelse om en belønning ved et salg, der medfører store gevinster til aktionærerne. Nu forlanger jeg ikke, at alle mennesker skal sætte sig ind i, hvordan virksomhedshandler besluttes eller gennemføres, men man kan vel godt forlange, at netop journalister gør sig den umage at sætte sig ind i tingene.

Hvad angår selve beløbets størrelse og dets rimelighed, må vi slå fast, at det er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Hvis der var rigtig mange personer, der var i stand til at drive og sælge virksomheder af TDC's kaliber, ville både gageniveauet og bonussen blive reduceret kraftigt, men det er der ikke! Der er endog meget få i et land som Danmark.

Hvad, der imidlertid er mere interessant, er de følelser, der knytter sig til den slags belønninger. Hvorfor i himlens navn er det mere suspekt, at en koncerndirektør kan få et tocifret millionbeløb for at gennemføre et salg til en værdi af næsten 100 milliarder, end at en fodboldspiller bliver handlet for flere hundrede millioner? Og aflønnes med flere millioner om måneden i visse tilfælde. Jeg har i øvrigt netop læst, at de engelske landsholdsspillere vil blive belønnet med lidt under 300.000 £, hvis de vinder VM næste gang. Altså cirka 3 millioner kr. per mand.

Der kunne findes rigtig mange eksempler på gode bonusser fra sportens verden: baseball, tennis, formel 1, golf, etc., og fælles for dem er, at de store summer vækker beundring og ikke ret megen misundelse.

Den eneste logiske forklaring, jeg kan finde, er, at for sportstjernernes vedkommende kan man se, hvad de laver - og beundre det. Måske i det meget små identificere sig med dem.

Det er noget sværere med TDC-ledelsen – eller rettere: Det kræver en vis indsats og lidt indsigt at værdsætte den udvikling, der er sket med selskabet de senere år og ikke mindst den måde handlen er håndteret på.

17.01.2006/ADC

Outsourcing, teknologi og servicedirektiver...

Da jeg forleden – vistnok i Industriens Dagblad – så en overskrift, hvor visse faglige organisationer i Danmark blev taget til indtægt for det synspunkt, at danske virksomheder var for tilbageholdende med at implementere robotteknologi, måtte jeg lige polere brillerne en ekstra gang!

Nu har det egentlig ikke været min erfaring, at danske fagforeninger – og da slet ikke danske medarbejdere – er imod indførelse af ny teknologi, men alligevel: Her var da en erkendelse, man må kunne bruge til noget fornuftigt.

Bag ønsket om mere robotteknologi ligger jo en klar erkendelse af, at automatisering i et vist omfang kan udsætte eller ligefrem forhindre en udflytning af jobs til lavtlønslande. Og sandt er det jo under alle omstændigheder, at mange af de arbejdspladser, der er flyttet til Østeuropa eller Asien, ellers ville være blevet erstattet af teknologi. I den forbindelse er det jo faktisk værd at bemærke, at Danmark klarer sig rigtig godt som nation og at beskæftigelsen jo ikke ligefrem har lidt skade af de seneste års outsourcing. Naturligvis fordi, en fornuftig grad af udflytning eller automatisering forbedrer vores konkurrenceevne og derved gør det muligt at trække mere forretning (læs: beskæftigelse) til landet.

Herefter er der vel blot tilbage at vente på, at nogenlunde den samme erkendelse melder sig, når det drejer sig om det såkaldte ”Servicedirektiv”. Dette EU direktiv har til formål at regulere betingelserne for virksomhedernes aktiviteter på tværs af landegrænserne. For eksempel forestiller man sig, at polske arbejdere kan arbejde for deres polske firma i Danmark for polske lønninger, måske suppleret med et udstationeringtillæg.

Men ak nej. Danske faglige organisationer – for slet ikke at tale om statsministeren og andre store politiske tænkere – har fået ualmindelig travlt med at kræve, at disse fremmede medarbejdere aflønnes som danskere, når de arbejder i Danmark. Jamen, det vil jo blot betyde, at Danmarks konkurrenceevne ihvertfald ikke bliver forbedret af den grund!! Medmindre det også skal betyde, at danske medarbejdere, der udstationeres til Indien eller Kina også skal aflønnes som indere eller kinesere, mens de er udstationerede? Det er dog næppe hensigten.

I virkeligheden kan det ultimativt betyde at nogle danske virksomheder må lukke eller flytte ud på grund af utilstrækkelig konkurrenceevne – og det var vel ikke meningen?

Nåh, nu skal vi ikke fortvivle. Erkendelsen om robotters beskæftigelsesfremmende virkning blev jo ikke nået i tresserne, men nogle årtier senere. Lad os håbe, at det går en smule hurtigere med Servicedirektivet.

12.12.2005/ADC